Skattestyrelsen nedlagde påstand om afvisning af rekvirentens begæring om isoleret bevisoptagelse vedrørende sædvanlige bruttoavanceprocenter og kontantsalg for en række restauranter drevet gennem rekvirentens selskab.

Retten fandt ikke, at det på forhånd kunne afvises, at bevisoptagelse var uden betydning for den bagvedliggende skattesag og fastsatte herefter frist for Skattestyrelsens bemærkninger til rekvirentens udkast til skønstema indeholdende rekvirentens spørgsmål.

Ved fem enslydende afgørelser (den ene offentliggjort som SKM2025.39.LSR) hjemviste Landsskatteretten til Motorstyrelsen værdifastsættelsen af fem køretøjer, der alle var mindre end 10 måneder gamle, regnet fra de­res første registrering i udlandet og havde en kilometerstand på 1.000 km eller derunder, da de blev anmeldt til afgiftsberigtigelse af en registreret virksomhed (selvanmelder), med den begrundelse, at de havde været registreret i udlandet og derfor måtte anses for brugte.

Afgørelserne blev indbragt for domstolene af Skatteministeriet, der nedlagde påstand om ophævelse af Lands­skatterettens afgørelser og hjemvisning af værdifastsættelsen til fornyet behandling ved Landsskatteretten. Ministeriets hovedsynspunkt var, at et køretøj ikke kan anses for brugt, alene fordi det har været indregistreret. Virksomheden indgav ikke svarskrift, hvorefter retten afsagde udeblivelsesdom i overensstemmelse med mi­nisteriets påstand.

Retten fandt, at skatteyderen skulle beskattes af ca. 42 mio. kr. 

Retten fandt desuden, at fristen i skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, var overholdt. Retten lagde herved vægt på, at det var et passende undersøgelsesskridt, at Skattestyrelsen havde anmodet myndighederne i Y1-land og Y2-land om oplysninger vedrørende det Y2-nationalitet selskab og om skatteyderens formueforhold. Selv om der efter anmodningstidspunktet fremkom yderligere oplysninger fra skatteyderen, fandt retten, at kundskabstidspunktet ikke var indtruffet, før der forelå svar fra myndighederne i Y2-land og Y1-land. Retten fandt endvidere, at det ikke ændrede herved, hvis svarene fra Y2-land og Y1-land ikke indeholdt nye oplysninger, da det var relevant at afvente svaret. 

Skatteministeriet blev derfor frifundet. 

Sagen vedrørte 5 personer, T1, T2, T3, T4 og T5, der var tiltalt for samlet i alt 56 forhold af bedrageri, der var begået i perioden fra 1. juli 2006 til 13. november 2008, ved på vegne af et anpartsselskab at have udstedt fiktive fakturaer vedrørende en række forskellige entreprenørmaskiner m.v., hvorpå de formåede personalet i en række forskellige leasingselskaber til at indgå leasingkontrakter og betale leverandøren for maskinerne, uagtet at sådanne maskiner aldrig ville blive leveret til anpartsselskabet, hvorved leasingselskaberne led et tilsvarende formuetab eller væsentlig risiko herfor. Desuden var T1 også tiltalt for afpresning af særlig grov beskaffenhed.

De fiktive fakturaer blev tillige brugt i forbindelse med momsangivelser, hvor T1 i forening med T2, som forhold 57-60 for perioderne 3. kvartal 2004 - 4. kvartal 2007 og for oktober måned 2008, for 1. januar 2008 - 31. april 2008, for 1. juni - 31. juli 2008 samt for januar 2008, var tiltalt for momssvig af særlig grov karakter, ved at have afgivet urigtige oplysninger til brug for selskabets momskontrol og at have undladt at angive momstilsvaret. T3 var tillige tiltalt for momssvig af særlig grov karakter som forhold 61-62, ved for to forskellige selskaber i perioderne 01.01.2009 - 31.12.2009 og 01.01.2011-30.06.2012, at have undladt at angive størrelsen af virksomhedens indgående og udgående afgift. Desuden var T3 tiltalt for kildeskattesvig af særlig grov karakter som forhold 63 og 64, ved for et selskab at have undladt opfylde pligten til at indeholde A-skat og AM-bidrag.

T1 og T2 havde herved unddraget for 7.309.443 kr. i moms. T3 havde unddraget for 1.899.623 kr. i moms, 2.483.018 kr i A-skat og 392.572 kr. i arbejdsmarkedsbidrag.

T1, hvis sag var udskilt til særskilt behandling og afgørelse, blev dømt ved byretsdom afsagt den 28. september 2020 og T2, T3 og T4 blev dømt ved byretsdom afsagt den 12. juli 2022. T5 blev frifundet.

T1 forklarede, at han blot var byggeleder, og at det var hans bror, der traf alle afgørende beslutninger i anpartsselskabet. Alle maskiner omfattet af forholdene havde været til stede, da andelsselskabet blev solgt. Den omstændighed, at ikke alle leasede maskiner var fundet, kunne skyldes, at udlejede maskiner ikke var dukket op, at leasingselskaberne og den af dem ansatte konsulent ikke havde forstået at aflæse de rigtige numre på maskinerne, og at maskinerne af anpartsselskabet var forsynet med egne numre.

T2 forklarede, at han blev indsat som stråmandsdirektør og ikke havde egentlige direktøropgaver i anpartsselskabet. Han havde været til stede, når de fleste dokumenter skulle underskrives på vegne af anpartsselskabet. Han så maskiner overalt på anpartsselskabets område, og han var ikke i tvivl om, at maskinerne fra leasingaftalerne var der. Med hensyn til momsangivelserne foretog han ikke nogen form for aktiv kontrol eller anden sikring af, at der blev angivet korrekt.

T3 forklarede, at han havde den fulde kontrol over selskabet med hensyn til forhold 61-64.

T4 havde i de forhold, hvor han var tiltalt, erkendt at have udstedt de fakturaer, der var omfattet af tiltalen.

Byretten fandt det udenfor enhver rimelig tvivl bevist, henset til især vidneforklaringerne, at T1 var daglig leder af anpartsselskabet, og at han traf alle afgørelser vedrørende indgåelse af leasingkontrakter og selskabets regnskabsføring. Henset til, at det ikke havde været muligt at identificere sagens maskiner ved de numre, de var identificeret med i leasingkontrakterne, trods en omfattende efterforskning, der havde omfattet både producenter og importører, fandt retten, at den eneste mulige forklaring var, at maskinerne var fiktive eller, at de eksisterede, men ikke var solgt til anpartsselskabet. T1 blev desuden kendt skyldig i afpresning af særlig grov beskaffenhed.

Byretten fandt med hensyn til forhold 57-60 T1 og T2 skyldige. Retten vurderede, at indberetningerne om moms i betydeligt omfang bevidst var indgivet i strid med selskabets bogføring. Ved vurderingen af grovheden måtte der lægges vægt på, at fakturaerne var fiktive og indgik i urigtige momsangivelser for selskaberne. T3 fandtes skyldig i forhold 61-64. T4 fandtes skyldig i overensstemmelse med tiltalen med de begrænsninger, som fulgte af det vedrørende de medtiltalte anførte for så vidt angår disse tiltaltes deltagelse. Vedrørende T5 fandt retten, at det ikke med den til domfældelse fornødne sikkerhed kunne statueres, at tiltalte havde udvist det til domfældelse fornødne forsæt.

T1, hvis sag var udskilt til særskilt behandling og afgørelse, idømtes som en tillægsstraf 4½ års fængsel, en tillægsbøde på 7.300.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage samt frakendt indtil videre retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed.

T2 idømtes 4½ års betinget fængsel samt en tillægsbøde på 7.300.000 kr.

T3 idømtes en fællesstraf af 3 års betinget fængsel samt en tillægsbøde på 4.775.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage.

T4 idømtes 4 års betinget fængsel.

T5 frifandtes.

T1 ankede først byretsdommen, men nedlagde herefter principal påstand om ophævelse af byrettens dom og hjemvisning af sagen til fornyet behandling i byretten. Landsretten bestemte, at byretsdommen ikke skulle ophæves. T1 fik afslag på kære af denne kendelse. T1 påstod herefter frifindelse, subsidiært formildelse.

T2 og T3 ankede dommen med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden påstod domfældelse i henhold til tiltalen med modifikationer.

Landsretten fandt det bevist, at der var tale om fiktive maskinsalg og bedrageri. Bortset fra nogle få forhold var der aldrig blevet produceret en maskine med det identifikationsnummer, den modelbetegnelse og/eller de specifikationer, der var anført i de enkelte fakturaer. Der var med ganske enkelte undtagelser fra producenternes side ikke påført maskinerne andre identifikationsnumre end ét serienummer/stelnummer. Henset til det meget store antal tilfælde, kunne der helt ses bort fra muligheden for fejl ved udarbejdelsen af fakturaerne.

Landsretten fandt T1 og T2 skyldige i forhold 1-2, 7, 9-10, 13-15B, 17A, 18-22, 24-28, 33-35, 37-38, 41-45, 47, 49-51, 55 samt 57-58. De fandtes skyldige delvist eller med beløbsmæssige ændringer i forhold 3-6, 11, 17B,32, 36, 46, 52-54. De frifandtes for forhold 23, 39, 48 og 59-60. T1 fandtes tillige skyldig i afpresning forhold 56 samt forhold 16, 31, 12, 25, 29, 30 og 40. T2 frifandtes for forhold 16, 31 og 39 da ikke kunne bevises, at det var hans underskrift.

T3 fandtes skyldig i forhold 12, 25, 29, 30 og 40 samt forhold 61 med undtagelse af 4. kvartal 2019, men frifandtes i forhold 62-64, idet det ikke med den til domfældelse i en straffesag fornødne sikkerhed fandtes bevist.

T1 idømtes 5 års fængsel til dels som tillægsstraf, heraf 4½ år betinget, en tillægsbøde på 6.512.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage, samt frakendt indtil videre retten til at deltage i ledelsen af en erhvervsvirksomhed rettighedsfrakendelse.

T2 idømtes 4 års fængsel betinget samt en tillægsbøde på 6.512.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage.

T3 idømtes en tillægsstraf af 2 års fængsel betinget samt en tillægsbøde på 1.607.000 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 60 dage.

Ved strafudmålingerne vedrørende de tre domfældte lagde landsretten vægt på, at der var forløbet så lang tid siden de strafbare forhold var begået, at anvendelse af den sædvanlige straf var unødvendig.

Spørgerne havde indgået en aftale om fælles sambehandling i forbindelse med ansøgning om nedlukningserstatning vedr. minkvirksomhed. Aftalen om sambehandling medførte, at det var Spørger 1, der ansøgte om erstatning på vegne af begge Spørgere. Spørger 2, der ikke kunne ansøge om erstatning, skulle samtidigt opgive sit krav mod staten. Erstatning og kompensation udbetaltes til Spørger 1, der ansøgte.

Spørgerne ønskede bekræftet, at aftalen om sambehandling mellem Spørgerne ikke medførte, at der opstod en fordring omfattet af kursgevinstlovens § 1 mellem de to Spørgere. Skatterådet bekræftede, at indgåelsen af aftalen om sambehandling og overførsel af erstatning og kompensation ikke medførte, at der opstod en fordring.

Spørger 1 ønskede bekræftet, at Spørger 1 ikke skulle opgøre genvundne afskrivninger og ejendomsavance vedrørende aktiver ejet af Spørger 2. Skatterådet bekræftede dette, da Spørger 1 ikke overtog ejendomsretten til Spørgers 2 aktiver i medfør af aftalen.

Spørger 2 ønskede bekræftet, at Spørger 2 skulle beskattes af tab/avancer på de ejede minkrelaterede aktiver på tidspunktet, hvor Spørger 2 kunne opgøre en afståelsessum. Skatterådet bekræftede, at Spørger 2 skulle beskattes af tab/avancer på tidspunktet, hvor Spørger 1 havde modtaget en afgørelse om erstatning fra erstatnings- og taksationskommissionen som 1. instans.

Spørgerne ønskede bekræftet, at Spørger 2 ikke afstod aktiver til Spørger 1 i indkomståret 2024 ved indgåelsen af aftalen om fælles ansøgning samt fordeling af erstatning/kompensation. Skatterådet bekræftede, at der ikke skete afståelse i indkomståret 2024 ved indgåelse af aftalen.

Spørgerne ønskede bekræftet, at et frafald af aftalen om sambehandling, indtil tidspunktet, hvor der var truffet en afgørelse om fra erstatnings- og taksationskommissionen som 1. instans, ikke medførte skattemæssige konsekvenser. Skatterådet bekræftede, at et frafald ikke vil få skattemæssige konsekvenser.

Styresignalet præciserer den skattemæssige behandling af ulovligt udbytte.

Spørger ønskede bekræftet, at Spørgers aktiviteter med NFT’er, BIGTIME-tokens samt in-game genstande mv. i Web3/play2earn-spillet Big Time, som følge af Spørgers systematiske tilretning, og omfattende udgifter, skulle anses som næring, at aktiviteterne ikke var momspligtige og at indkomsten ikke skulle beskattes på retserhvervelsestidspunktet.

Det var Skatterådets opfattelse, at alle aktiviteterne inde i spillet skulle anses som spil, og at gevinsterne skulle beskattes på retserhvervelsestidspunktet efter statsskattelovens § 4 f. Dette skyldtes, at spillet indeholdte elementer, hvor en deltager havde en chance for at vinde en gevinst samt at spillet skulle anses for omfattet af spillelovens § 5, stk. 1, nr. 8. Da der var tale om spil, kunne der ikke være tale om næring for så vidt angår aktiviteterne inde i spillet.

Det var Skatterådets opfattelse, at aktiviteterne uden for spillet ikke kunne anses som næring og at afståelserne skulle beskattes på afståelsestidspunktet efter statsskattelovens § 5 a. Der blev herved lagt vægt på, at Spørgers handel med de pågældende NFT’er og tokens kun havde været i gang i en kort periode, at Spørgers afståelser havde været i begrænset omfang, og at Spørgers gevinster løbende blev geninvesteret i spillet i form af køb af yderligere NFT’er, leje af Spaces samt leje af TimeWardens mv.

Der blev desuden lagt vægt på, at Spørgers handel foregik i hans fritid ved siden af anden kryptohandel, som heller ikke var vurderet som næring, idet Spørger ikke havde en uddannelsesmæssig baggrund eller professionel tilknytning til de finansielle markeder i øvrigt. Der blev endeligt lagt vægt på, at Spørger kunne anvende aktiverne privat, at Spørger ikke havde markedsført sig, og at han blot satte NFT'erne til salg i nær tilknytning til spillet på Openloot.com, hvor køberne efter det oplyste ikke var bevidste om, hvem de handlede med.

Det var i den forbindelse ikke relevant for vurderingen af, om Spørger er momspligtig af salg af BIGTIME-tokens, hvordan disse var fremkommet. Det relevante for den momsmæssige vurdering, er det Spørger leverer (BIGTIME-tokens).

Skattestyrelsen præciserer begrebet virksomhed i lønsumsafgiftsloven i relation til obligatorisk national sambeskatning.

Skatterådet kunne ikke bekræfte, at Spørger (der var et aktieselskab, som var fulgt ud ejet af X kommune) kunne fakturere X kommune uden elafgift efter elafgiftslovens § 2, stk. 1, litra c, ved forbrug af elektricitet fra et VE-anlæg, der var eget af Spørger og blev stillet til rådighed for X kommune. Skatterådet begrundede sin afgørelse med, at X kommune hverken var elproducent eller lejer i en udlejningsejendom, hvorefter har X kommune ikke havde ret til afgiftsfritagelse for egetforbruget af elektricitet.

Spørger ønskede bekræftet, at fartøjet X kunne klassificeres som et skib, der af interessentskabet anvendtes erhvervsmæssigt, og at udleje af køjepladser dermed var omfattet af momslovens fritagelse i § 34, stk. 1, nr. 7. Spørger ønskede også bekræftet, at udlejning af køjepladser udgjorde udlejning på hotellignende vilkår. Hvis spørgsmål 1 og 2 ikke kunne bekræftes, ønskede spørger bekræftet, at der var tale om udlejning af løsøre, der udnyttedes/benyttedes uden for EU, hvorfor leveringsstedet ikke var i Danmark, jf. momslovens § 16, stk. 5.

Skatterådet afviste at give bindende svar, da spørger i 2024 havde fået bindende svar. Det var Skatterådets opfattelse, at spørger allerede på baggrund af det tidligere bindende svar kendte de skattemæssige konsekvenser af sin levering af ydelser i form af deltagelse i togt mv. Skatterådet skulle i den forbindelse bemærke, at det ikke var hensigtsmæssigt, hvis Skatterådet kunne bruges som ekstra klageinstans eller tilsynsmyndighed.

Spørger sælger varer i Danmark til detailhandlere. Der opkræves dansk moms af salgene. Detailhandlerne sælger produkterne videre til endelige forbrugere i Danmark, hvilket også sker med dansk moms. Den endelige forbruger kan for bestemte udvalgte produkter angive serienummeret i Spørgers online portal. Dette udløser en rabat i form af udstedelse af et betalingskort til kunden med et beløb, der svarer til en nærmere angivet rabat i forhold til, hvilket produkt forbrugeren har købt. Muligheden for at oplyse serienummer på portalen mod udbetaling af rabatten oplyses til kunden i forbindelse med købet. Det pågældende betalingskort udstedes af et selskab i Y3-land, der samtidig udbetaler beløbet svarende til rabatten på betalingskortet til kunden. Selskabet i Y3-land opkræver et koncernforbundet selskab i Y2-land de beløb, der udbetales på de pågældende betalingskort. Der opkræves således et beløb svarende til de cash back-rabatter, som er ydet de pågældende kunder, som har registreret produktets serienummer i online-portalen. Selskabet i Y2-land opkræver efterfølgende det tilsvarende beløb hos Spørger. Spørger ender således med at bære nøjagtig den rabat, som er udbetalt til de endelige forbrugere. Skatterådet bekræftede under henvisning til EU-Domstolens praksis for rabatter til endelige forbrugere, at spørger kan nedsætte sit momsgrundlag med den omhandlede rabat.

Skatterådet bekræftede, at et tobaksfrit produkt, som er fremstillet til at blive anvendt i et elektronisk rygeapparat, blev anset for at opfylde betingelserne for groftskåret røgtobak.

Sagen omhandlede, om der i henhold til ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4, kunne gives tilladelse til at et dødsbo vederlagsfrit kunne overdrage kapitalandelene i et kommende nystiftet datterselskab fra et holdingselskab til en påtænkt nystiftet fond, uden at det ville medføre udbyttebeskatning af boet, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4.

Hvis Skatterådet kunne godkende anmodningen, påtænkte boet skattepligtigt at lade holdingselskabet stifte et nyt datterselskab ved apportindskud af bl.a. kapitalbesiddelser i et aktieselskab. Det var kapitalandelen i det påtænkte nystiftede datterselskab, som påtænktes overdraget til fonden.

Skatterådet fandt på baggrund af en konkret vurdering, at overdragelsen skete i afdødes ideelle interesse og ikke i afdødes personlige eller økonomiske interesse, hvorved Skatterådet kunne give tilladelse til, at holdingselskabets indskud af kapitalandele i det nystiftede datterselskab til den påtænkte nystiftede erhvervsdrivende fond ikke skulle anses for en skattepligtig udlodning, jf. ligningslovens § 16 A, stk. 4, nr. 4.

Der blev bl.a. henset til, at fondens formål måtte anses for almennyttig/almenvelgørende, idet det fremgik af udkastet til fondens fundats, at fondens formål bl.a. var at yde støtte til kulturlivet i [området], forskning i sundhedsfremme inden for kræft og blindhed, socialt støttearbejde i en kommune og at fonden også kunne yde støtte til almennyttige formål, der var beslægtet med de forannævnte formål.

To designeres efterfølgere har overdraget retten til at fremstille, markedsføre og sælge produkter designet af designerne til en fabrik. Skatterådet kunne ikke bekræfte, at royaltyvederlaget ikke er momspligtigt efter momsloven. Skatterådet kunne ligeledes ikke bekræfte, at royaltyvederlaget er omfattet af momsfritagelsen for ydelser leveret af forfattere og kunstnere, herunder udøvende kunstnere, i forbindelse med forfattervirksomhed og kunstnerisk aktivitet.

Spørger ønskede at få bekræftet, at Spørger kunne yde et afdragsfrit 10-årigt lån på 500.000 kr. til hovedaktionærens svigerfar med sikkerhed i dennes ejerbolig, uden at lånet ville blive betragtet som en hævning uden tilbagebetalingspligt jf. ligningslovens § 16 E. Selskabet G1 ApS ejedes 100% af A, som også var administrerende direktør i selskabet. G1 ApS ejede H1 ApS (Spørger), som investerede i fast ejendom og påtænkte at investere i pantebreve med sikkerhed i fast ejendom. A var administrerende direktør hos Spørger. Spørger ønskede at yde et afdragsfrit 10-årigt lån på normale markedsmæssige vilkår til As svigerfar AB. Lånet skulle have sikkerhed i ABs ejendom. Ejendommen havde status som sommerhus, og AB anvendte ejendommen som helårsbolig, da AB var pensioneret.

Det var Skatterådets opfattelse, at lånet måtte anses for alene at blive ydet i kraft af As personlige relation til sin svigerfar AB og dermed for at blive ydet indirekte til A. A ville derfor være skattepligtig af låneprovenuet. Skatterådet bemærkede endvidere, at hvis det efter en konkret vurdering måtte lægges til grund, at lånet til As svigerfar AB reelt blev ydet uden tilbagebetalingspligt og låneprovenuet derfor var en gave til AB, ville også AB være skattepligtig af låneprovenuet. Skatterådets afgørelse offentliggjort som SKM2020.180.SR, hvor et lån fra et anpartsselskab til eneanpartshaverens bror ikke var omfattet af LL § 16 E, må anses for underkendt med Højesterets dom i SKM2023.273.HR.

Skatterådet kunne bekræfte, at spørgers intensive mestringsforløb for voksne med ADHD eller ADHD og autisme var momsfritaget efter momslovens §13, stk. 1, nr. 1.

Det var Skatterådets opfattelse, at spørger havde dokumenteret, at forløbet havde et terapeutisk formål. Formålet med forløbet var at forbedre deltagernes mentale sundhed og trivsel og øge deltagernes funktionsniveau. Forløbet gav deltagerne redskaber til at sikre en konkret og målrettet opkvalificering af deltagernes evne til at håndtere de udfordringer, der fulgte af deres handicap, så de kunne øge deres sundhed og indgå i samfundet og på arbejdsmarkedet på lige fod med andre uden et handicap. Spørgers forløb var således ikke en generel personlig udviklingsaktivitet.

Der blev ved vurderingen ligeledes lagt vægt på, at forløb var opbygget på baggrund af metoder, som var anbefalet af Sundhedsstyrelsen og internationale sundhedsorganisationer til forbedring af helbred hos voksne med ADHD og autisme.

Spørger var uddannet og autoriseret læge, forløbet blev derfor leveret som led i udøvelsen af lægegerning og dertil knyttede erhverv.

Begge betingelser for at blive omfattet af momsfritagelsen i momslovens § 13, stk. 1, nr. 1 var således opfyldt.

En filial af et lettisk selskab var i perioden 1. maj 2019 - 31. december 2019 skattepligtig til Danmark som følge af fast driftssted. Filialen drev virksomhed inden for byggebranchen. Til udførelsen af arbejdet anvendte filialen godt 100 medarbejdere, der alle var fra Letland. Medarbejdernes indkomst herved var vederlag for personligt arbejde i tjenesteforhold udført her i landet, og medarbejderne var derfor begrænset skattepligtige til Danmark af indkomsten i henhold til kildeskattelovens § 2, stk. 1, nr. 1, 1. pkt. Der var ikke udstedt skattekort til medarbejderne, og filialen havde ikke indeholdt A-skat og arbejdsmarkedsbidrag i medarbejdernes løn. For Landsskatteretten var spørgsmålet, i hvilket beløb indeholdelse skulle være sket. Filialen oplyste, at der blev aftalt en nettoløn med medarbejderne, da det ikke var muligt for medarbejdere uden kendskab til det danske skattesystem at forholde sig til andet. Den udbetalte nettoløn udgjorde forskellen mellem lønudgifter ifølge filialens regnskaber med fradrag af skat og sociale bidrag til Letland. Filialen gjorde gældende, at indeholdelse af A-skat og arbejdsmarkedsbidrag skulle ske i den udbetalte nettoløn, idet indeholdelse ifølge kildeskatteloven skulle ske i det "udbetalte beløb". Landsskatteretten fandt, at der ved "den udbetalte A-indkomst" i den dagældende kildeskattelovs § 48, stk. 7, og "vederlaget i penge" i arbejdsmarkedsbidragslovens § 2, stk. 1, 1), måtte forstås den A-indkomst, der var erhvervet ret til (bruttolønnen) efter lovbestemte fradrag, såsom ATP, arbejdsmarkedsbidrag og fradrag for pensionsordninger og lignende. Filialen skulle derfor heri have indeholdt 55 % i A-skat og 8 % i arbejdsmarkedsbidrag. Filialen var bekendt med det faktiske grundlag i forbindelse med udbetalingerne af A-indkomsten til de lettiske medarbejdere og havde derfor ikke godtgjort, at der ikke var udvist forsømmelighed, jf. kildeskattelovens § 69, stk. 1, jf. arbejdsmarkedsbidragslovens § 7.  Filialen hæftede derfor for den manglende indeholdelse. Da der for Landsskatteretten ikke forelå tilstrækkelige oplysninger til at fastlægge bruttolønnen, hjemviste Landsskatteretten fastlæggelsen af dette beløb, hvori indeholdelsen skulle være sket, til Skattestyrelsen.

Spørger driver entreprisevirksomhed med levering af anlæg til bl.a. forsyningsselskaber. Der er mellem Spørger (entreprenør) og G1 (bygherre) indgået en totalentreprisekontrakt baseret på "Almindelige betingelser for totalentreprise i bygge- og anlægsvirksomhed 2018" (ABT-18), idet visse af standardbetingelserne dog er fraveget.

I henhold til kontrakten skal Spørger i sin egenskab af entreprenør stille sikkerhed for opfyldelsen af sine forpligtigelser.

Den i medfør af kontraktens § 9 stillede sikkerhed tjener til fyldestgørelse af alle krav, som bygherren måtte have i anledning af aftaleforholdet, herunder krav vedrørende eventuelle ekstraarbejder og tilbagebetaling af for meget udbetalt entreprisesum. 

I medfør af kontraktens § 34, stk. 2, har Spørger endvidere stillet sikkerhed for bygherrens forudbetaling af 1. rate.  Anmodningen om bindende svar angår alene den momsmæssige behandling såfremt sikkerhedsstillelsen i medfør af kontraktens § 34, stk. 2, udbetales til bygherren. 

Skatterådet bemærker, at uanset om det er sikkerhedsstillelsen i medfør af ABT-18, § 9 eller § 34, stk. 2, som udbetales, er det afgørende for den momsmæssige behandling, om udbetalingen er et vederlag for leveringen af en vare eller ydelse, eller om udbetalingen er en erstatning, som derfor falder uden for momslovens anvendelsesområde. 

I forhold til en eventuel udbetaling af den konkrete sikkerhedsstillelse i medfør af § 34, stk. 2, kan Skatterådet bekræfte, at en eventuel udbetaling af sikkerhedsstillelsen i medfør af kontraktens § 34, stk. 2, skal ske uden tillæg af moms, idet denne udgør en erstatning uden modydelse og derfor falder uden for momsloven.