Sagen angik, om sagsøgeren, et anpartsselskab, var berettiget til fradrag for selvangivne driftsudgifter på 3.273.089 kr. i indkomståret 2019 og 5.238.465 kr. i indkomståret 2020, eller en del heraf, samt om der som følge heraf var grundlag for at hjemvise selskabets skatteansættelser til fornyet behandling hos Skattestyrelsen.  

Retten fandt, at det påhvilede selskabet at godtgøre, at de selvangivne driftsudgifter var afholdt af selskabet og fradragsberettigede efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a. Denne bevisbyrde havde selskabet ikke løftet ved de fremlagte ikke‑reviderede årsrapporter, fakturaer, som hovedsageligt var udstedt til et Y1-nationalitet koncernselskab og kontoudtog. Retten lagde herved navnlig vægt på, at der ikke var fremlagt bagvedliggende bogføringsmateriale i form af dokumentation for bogføring, gældsbreve og dokumentation for afregning af interne mellemregninger.  

Retten fandt endvidere, at selskabet ikke havde påvist et grundlag for skønsmæssig fastsættelse af fradrag eller for hjemvisning af sagen.  

Skatteministeriet blev herefter frifundet. 

Sagen angik, om sagsøgeren for indkomstårene 2010-2011 med rette var blevet beskattet af maskeret udbytte efter ligningslovens § 16 A, stk. 1, af hævninger på i alt 9.223.163 kr. fra et selskab registreret på Y1-område. Derudover angik sagen, om sagsøgeren med rette var blevet beskattet af et skønnet afkast af disse hævninger på i alt 3.219.402 kr. i indkomstårene 2011-2015 efter den dagældende skattekontrollovs § 5, stk. 3, og statsskattelovens § 4, jf. aktieavancebeskatningslovens § 1 og kursgevinstlovens § 12.  

Videre angik sagen, om Skattestyrelsen havde været berettiget til ekstraordinært at genoptage indkomstårene 2010 - 2013 i medfør af skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5, og i givet fald, om styrelsen havde overholdt varslingsfristen efter lovens § 27, stk. 2.    

Vedrørende beskatningen gjorde sagsøgeren i første række gældende at hævningerne ikke var tilgået hende. I anden række gjorde sagsøgeren gældende, at hævningerne udgjorde selskabets tilbagebetaling af lån.   

Retten fandt, at sagsøgeren med rette var blevet udbyttebeskattet af de omhandlede hævninger og af et skønnet afkast som sket. Retten lagde ved bevisbedømmelsen vægt på, at sagsøgeren var tildelt en fuldmagt til at råde uindskrænket over selskabet og dets aktiver, samt at hun var registreret som den reelle ejer af selskabets bankkonti i Luxembourg. At selskabets formelle kapitalejer var et holdingselskab, som sagsøgeren ikke havde formel tilknytning til - men kun via en underliggende aftale - anså retten for udelukkende at have et pro forma formål.   

Vedrørende skønnet afkast lagde retten vægt på, at der ikke forelå oplysninger om, at midlerne var placeret i fast ejendom eller på anden måde var anvendt til formål, som ikke var afkastgivende, hvorfor retten tiltrådte skattemyndighedernes vurdering af, at midlerne måtte være investeret i afkastgivende aktiver, som skattemyndighederne ikke kendte til.   

I forhold til genoptagelsen af skatteansættelsen fandt retten, at som konsekvens af rettens bevisbedømmelse af de foretagne hævninger havde sagsøgeren groft uagtsomt bevirket, at skatteansættelsen skete på et urigtigt eller ufuldstændigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens § 27, stk. 1, nr. 5. Vedrørende varslingsfristen efter skatteforvaltningslovens § 27, stk. 2, fandt retten, at fristen først løb fra det tidspunkt, hvor sagsøgerens advokat besvarede Skattestyrelsens anmodning om yderligere oplysninger. Skattestyrelsens varsling af den ændrede skatteansættelse var herefter sket rettidigt.   

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet.

Sagen angik, om sagsøgeren havde ret til fradrag for købsmoms af provision/videresalgsydelser, som sagsøgeren havde oplyst at have modtaget fra en række virksomheder i perioden 1. januar 2017 - 30. juni 2018. Som dokumentation for fradragsretten havde sagsøgeren fremlagt en række fakturaer vedrørende salg af bl.a. taletidskort, som sagsøgeren selv havde udstedt til virksomhederne, og hvoraf der var fratrukket beløb benævnt "provision".   

Retten fandt, at der var tale om selvfakturering, og at betingelserne herfor, herunder til aftalegrundlaget og fakturaernes indhold, ikke var opfyldt. Retten fandt endvidere, at sagsøgeren ikke havde dokumenteret, at selskabet faktisk havde fået leveret de hævdede ydelser fra virksomhederne. Sagsøgeren havde derfor ikke fradragsret for moms af provisionen. Sagsøgeren havde heller ikke opnået en retsbeskyttet forventning om at kunne fradrage købsmoms af provisionen, ligesom der ikke forelå omstændigheder, som kunne begrunde hjemvisning af sagen.  

Skatteministeriet blev herefter frifundet.

I forbindelse med et generationsskifte blev ideelle andele i et interessentskab, hvis væsentligste aktiv bestod af en udlejningsejendom, overdraget fra to fædre til deres respektive børn ved en aftale af 30. juni 2020. Ejendommen blev i den forbindelse værdiansat til dens seneste offentlige vurdering på 42 mio. kr.  

I interessentskabets seneste årsrapport var ejendommens regnskabsmæssige værdi pr. 31. december 2019 angivet til 180 mio. kr. Skattestyrelsen fandt, at der dermed forelå særlige omstændigheder, som indebar, at 15 %-reglen ikke kunne anvendes, og styrelsen ansatte derfor i stedet ejendommens værdi skønsmæssigt til den værdi, som ejendommen var indregnet til i årsregnskabet.   

Landsskatteretten fandt, at der ikke forelå særlige omstændigheder.   

Skatteministeriet indbragte sagen for domstolene, hvor sagen blev henvist til landsretten som 1. instans.    

For landsretten angik sagen, om Skattestyrelsen, da der blev truffet afgørelse den 4. februar 2021, havde iagttaget fristen på 6 måneder i boafgiftslovens § 27, stk. 2, herunder om skattemyndighederne allerede på grundlag af gaveanmeldelserne havde de nødvendige oplysninger for at tage stilling til værdiansættelsen, og om skattemyndighederne, såfremt fristen blev overholdt, skal acceptere en værdiansættelse af nævnte udlejningsejendom foretaget efter 15 %-reglen.   

Landsretten fandt efter ordlyden af og forarbejderne til bestemmelsen i boafgiftslovens § 27, stk. 2, at bestemmelsens formål bl.a. er at sikre, at skattemyndighederne har 6 måneders reel sagsbehandlingstid og de nødvendige oplysninger til rådighed, og at der heri ligger, at fristen suspenderes fra det tidspunkt, hvor sagsbehandlingen må anses for indstillet, fordi der mangler oplysninger, hvilket må anses som den dag, hvor der anmodes om oplysninger, og indtil sagsbehandlingen igen kan genoptages, når de efterspurgte oplysninger modtages af skattemyndighederne.   

Landsretten fandt konkret, at fristen blev suspenderet, da Skattestyrelsen overgav breve med anmodning om oplysninger til postforsendelse den 23. december 2020. Landsretten fandt i den forbindelse, at der ikke er grundlag for at tilsidesætte skattemyndighedernes skøn over, at de oplysninger, der blev anmodet om, var nødvendige for at kunne tage stilling til værdiansættelsen. Landsretten fandt på den baggrund, at fristen havde været suspenderet, indtil det tidspunkt, hvor Skattestyrelsen modtog partsrepræsentants besvarelse af anmodningen, og at Skattestyrelsens afgørelser følgelig var truffet inden for 6-månedersfristen.   

I relation til værdiansættelsen henviste landsretten til bl.a., at Højesteret i UfR 2024.5361 har udtalt, at værdiansættelse af en investeringsejendom til dagsværdi i et årsregnskab foretaget i overensstemmelse med reglerne i årsregnskabsloven vil kunne begrunde fravigelse af 15 %-reglen i værdiansættelsescirkulæret, og at det beror på en konkret vurdering af navnlig forskellen mellem dagsværdien og den offentlige ejendomsvurdering.  

Landsretten lagde til grund, at ejendommen i interessentskabets årsrapport for 2019 var indregnet til en dagsværdi på 180 mio. kr. og angivet med en realkreditgæld på godt 69 mio. kr., samt at ledelsen, i samarbejde med revisor, havde foretaget en konkret og kvalificeret beregning af ejendommens dagsværdi. På den baggrund fandt landsretten, at der efter den meget betydelige difference mellem på den ene side den offentlige ejendomsvurdering og på den anden side dagsværdien i årsrapporten og den omstændighed, at realkreditbelåningen klart viser, at den offentlige ejendomsvurdering er for lav, foreligger sådanne særlige omstændigheder, at skattemyndighederne ved beregning af gaveafgiften ikke er forpligtede til at acceptere, at de ideelle interessentskabsandele overdrages på grundlag af en værdiansættelse af ejendommen til den offentlige ejendomsvurdering.  

Endelig fandt landsretten, at de sagsøgte ikke ved det under sagen fremkomne har godtgjort, at der foreligger en fast administrativ praksis, der kan føre til, at skattemyndighederne i den foreliggende situation er forpligtede til at acceptere, at den offentlige ejendomsvurdering skal lægges til grund.   

På denne baggrund tog landsretten ministeriets påstande til følge.  

Sagen angik for det første, om skatteyderen skulle beskattes af værdien af fri bil for fire luksusbiler (tre hvidpladebiler og en gulpladebil). For det andet angik sagen, om skatteyderen var skattepligtig af fire overførsler på mere end 2 mio. kr. fra skatteyderens selskab til skatteyderens ægtefælle.  

For så vidt angår hvidpladebilerne fandt retten, at det under hensyntagen til bilernes luksuriøse karakter tilkom skatteyderen at bevise, at de ikke havde været stillet til rådighed for hans private benyttelse. Henset til, at sagsøgeren ikke havde udarbejdet kørselsregnskaber eller fraskrivelseserklæringer, at selskabet havde andre biler til rådighed, og at skatteyderen havde en personlig interesse for biler, fandt retten, at skatteyderen ikke havde løftet denne bevisbyrde. For så vidt angår gulpladebilen fandt retten tilsvarende, at det tilkom skatteyderen at bevise, at bilen ikke havde været stillet til hans rådighed, da et skråfoto viste bilen parkeret på hans bopæl, og bilen i øvrigt var af luksuriøs karakter og indrettet med fire sæder. Henset til, at det ikke kunne lægges til grund, at der havde været en erhvervsmæssig begrundelse for parkeringen på bopælen, og der ikke var udarbejdet kørselsregnskab eller fraskrivelseserklæring, fandt retten, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at gulpladebilen ikke havde været stillet til skatteyderens frie rådighed.  

For så vidt angår indsætningerne på ægtefællens konto fandt retten, at skatteyderen ikke ved objektive kendsgerninger havde godtgjort, at beløbene var af erhvervsmæssig karakter og ikke hævet i selskaberne i skatteyderens interesse.  

Retten tog herefter Skatteministeriets frifindelsespåstand til følge. 

Sagen handlede overordnet om, hvorvidt skatteyderen skal udlodningsbeskattes i medfør af ligningslovens § 16 A af et stort antal dispositioner foretaget med A's selskabers midler i indkomstårene 2016-2018.   

Retten fandt, at skatteyderen ikke havde løftet bevisbyrden for, at dispositionerne var i selskabernes interesse, hvorfor der er grundlag for udlodningsbeskatning. Skatteyderens forklaring om, at det var A's daværende kæreste, der stod for den reelle og faktiske ledelse af selskaberne, kunne ikke føre til andet resultat.   

Skatteministeriet blev derfor frifundet.   

Sagen angik, hvorvidt den i sagen omhandlede ejerlejlighed havde tjent til bolig i ejendomsavancebeskatningslovens forstand i skatteyderens ejerperiode, således at betingelserne for skattefrihed af avancen efter ejendomsavancebeskatningslovens § 8, stk. 1, var opfyldt.  

Retten fastslog, at det er skatteyderens bevisbyrde, at ejendommen reelt har tjent som bolig i en del af skatteyderens ejertid. Retten lagde til grund, at ejerperioden strakte sig over knapt 6 måneder fra den 20. juni 2018 til den 4. december 2018.  

Retten fandt, at skatteyderens bevisbyrde var skærpet, idet skatteyderen havde erhvervet ejerlejligheden fra sin mor til en købesum fastsat efter værdiansættelsescirkulæret, og fordi moderen ikke selv opfyldte betingelserne for skattefrihed af avancen på ejendommen.  

Retten lagde endvidere til grund, at skatteyderen havde indgået en formidlingsaftale med en ejendomsmægler efter mindre end 3 måneders ejertid, og at samme ejendomsmægler havde foretaget en værdiansættelse af ejendommens værdi på 3 mio. kr. næsten et halvt år forud for skatteyderens erhvervelse af lejligheden fra sin mor for lidt over 1 mio. kr. På den baggrund fandt retten, at skatteyderen ikke havde godtgjort, at opholdet i ejendommen i ejerperioden havde karakter af reel beboelse. Retten fandt derfor, at skatteyderens ejendomsavance ved salget af ejendommen var skattepligtig, jf. ejendomsavancebeskatningslovens § 1, stk. 1. 

Sagen angik et selskab, der i 2015-2018 leverede arbejdsudlejningsydelser til en interesseforbundet virksomhed med samme ultimative ejer. Selskabet angav ikke moms af ydelserne, men selvangav hele den modtagne betaling som skattepligtig indkomst. Ved afgørelse af 9. juni 2022 fandt Skattestyrelsen, at ydelserne var momspligtige og genoptog selskabets momstilsvar efter reglerne om ekstraordinær genoptagelse af afgiftstilsvar. Skattestyrelsen forhøjede selskabets momstilsvar med et beløb, der var beregnet som 20 pct. af de beløb, som selskabet havde modtaget, og nedsatte selskabets selvangivne skattepligtige indkomst med det beløb, der var beregnet som moms.  

Landsskatteretten tiltrådte, at selskabets momstilsvar skulle forhøjes, men fandt, at momsen skulle beregnes som 25 pct. af de modtagne beløb, med den begrundelse, at der var tale om samhandel mellem interesseforbundne parter. Endvidere nedsatte Landsskatteretten selskabets skattepligtige indkomst med det efteropkrævede yderligere (moms-)beløb, der fulgte af Landsskatterettens afgørelse om moms.  

For domstolene gjorde selskabet i første række gældende, at betingelserne for ekstraordinær genoptagelse i skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3, og stk. 2, ikke var opfyldt. I anden række gjorde selskabet gældende, at momsen skulle opgøres til 20 pct. af de modtagne betalinger, idet selskabet ikke bestred, at ydelserne var momspligtige.  

Skatteministeriet tog bekræftende til genmæle for så vidt angik opgørelsen af selskabets momstilsvar. Skatteministeriets påstand indebar, at selskabets momstilsvar og skattepligtige indkomst skulle opgøres i overensstemmelse med Skattestyrelsens afgørelse. Skatteministeriet anførte hertil (ikke refereret i dommen), at selskabet ikke havde mulighed for at efteropkræve momsen hos aftageren, idet selskabets krav mod aftageren om efterbetaling af moms var ophørt som følge af forældelse, da Skattestyrelsen traf afgørelse. Momsen skulle derfor anses for indeholdt i vederlaget, jf. EU-Domstolens dom i de forenede sager C-249/12 og C-250/12, Tulică og Plavoşin, og derfor beregnes til 20 pct.   

Retten fandt, at selskabet havde handlet i hvert fald groft uagtsomt ved at have indberettet forkerte momstilsvar, hvilket medførte, at momstilsvarene blev fastsat på et urigtigt og ufuldstændigt grundlag, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 1, nr. 3. Retten fandt endvidere, at Skattestyrelsen først ved modtagelsen af selskabets revisors redegørelse vedrørende ydelserne kom i besiddelse af tilstrækkelige oplysninger til at kunne vurdere, om selskabet havde angivet korrekt salgsmoms af ydelserne, og om der var grundlag for ekstraordinær genoptagelse af selskabets momstilsvar, jf. skatteforvaltningslovens § 32, stk. 2.   

Skatteministeriet blev på den baggrund frifundet i overensstemmelse med ministeriets påstand, idet selskabets momstilsvar blev nedsat med et beløb svarende til forskellen mellem den af Skattestyrelsen og Landsskatteretten beregnede moms, mens selskabet skulle anerkende, at selskabets indkomst skulle forhøjes med samme beløb.